”Undskyld, hvad synes du om muslimske friskoler?”

35-årige Rosita Ahmadian er borgerjournalist på bydelsportalen i Viby i Århus. Vi følger hende på en reportage om et varmt emne i indvandrerdebatten.

Læs også "Vi skal gøre beboerne stolte".

Butikstorvet i Søndervang ved Århus tager venligt imod en forårsdag i maj, hvor solen har lokket beboerne ud af boligblokkene i bydelen Viby.

Muslimske kvinder shopper sammen med danske pensionister i den lokale grønthandel. Unge indvandrermænd drøner ud og ind af parkeringspladsen.

Målrettet
35-årige Rosita Ahmadian er på arbejde som borgerjournalist. 

Forsynet med sit digital-kamera vil hun følge op på en net-artikel fra en muslimsk friskole, som hun har lavet tidligere på måneden.

Efter et kursus i borgerjournalistik og et par måneders erfaring fra bydelsportalen i Viby virker hun sikker og målrettet, da hun styrer hen mod torvets kunder med indledningen:

"Undskyld, må jeg stille dig et par spørgsmål…hvad er din holdning til, at mange indvandrerbørn i Viby-området går på en muslimsk friskole?"

Hun rækker kameraet, der også fungerer som lydoptager, frem og forklarer smilende, at det er nemmere for hende at optage end at notere 'for så kan jeg bedre fortælle præcis, hvad du har sagt".

Efter kort tid får hun bid. På knap en time har hun gennemført en række små vox-pops, der siden bliver bragt på portalen www.vibysyd.dk

Hverdagens problemer
Overraskende viser hendes rundspørge, at det kun er den danske kilde, som ikke har noget mod at børn fra området går på muslimske friskoler.

De tre indvandrere synes ikke, at det er en god ide.

"Det er vigtigt for mig at finde ud af hvad beboerne synes og tænker. At få deres perspektiv på sagerne. Vi skriver om de problemer, som optager folk i hverdagen og fokuserer på de områder, som ikke bliver dækket af de store medier.

Så kan brugerne gå ind på portalen og læser om, at andre har samme problemer og måske finde ud af, hvordan de skal tackle dem", forklarer hun senere over en vand på torvets pizzarestaurant.

Beboernes perspektiv
Den nye borgerjournalist bruger cirka syv timer pr. historie. Timerne går fra den fritid, hun har med familie og venner, erkender Rosita.

Som lokal kommunikatør er hun nu blevet et kendt ansigt i Viby. 

"Mange flere hilser på mig. Jeg er ikke bare sådan en som bor i Viby!" siger hun og er glad for at opmærksomheden. Den giver større netværk og flere kilder.

For eksempel henvender Kvindehuset i Viby sig nu rutinemæssigt, når de har en nyhed eller en aktivitet, der skal omtales.

Bliver ved
Din bedste historie?

"Det var en reportage, jeg lavede på Selam friskole. Jeg synes, at det er chokerende, at der findes skoler udelukkende for indvandrerbørn. Derfor ville jeg følge op med at høre beboernes mening om muslimske friskoler," forklarer hun og forsikrer om, at hun bliver ved som borgerjournalist så længe hun har tid.

" Jeg brænder for det".

 

Sideansvarlig: Helle Baagø
Oprettet: 24. august 2009
Senest opdateret: 31. maj 2010

    Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Kontakt

Birger Agergaard
6130 8699
birger@bydele.dk

Borgerjournalist-projektet

 Aarhus_233.jpg

24 borgere fra Århus er blevet uddannet i at fortælle om deres bydel. De opsøger de positive historier men stiller også skarpt på problemerne. Læs mere

Lyst til at skrive

Rosita Ahmadian læser digital design på Århus Universitet og stammer fra Iran.

Hun er gift med en iraner. Ud over at læse på universitetet arbejder hun som tolk.

Hun stødte på begrebet borgerjournalist i forbindelse med sin uddannelse og meldte sig til kurset, fordi hun altid har haft lyst til at skrive.

Siden hun fik sit diplom i januar 2009, har hun skrevet cirka en artikel om ugen til bydelsportalen.